Farlig leg

Hun er grådig, hun er fyldt med begær. Hun ved, hvad hun vil. Hun vil have mere. Mere, mere, mere. Hun har altid vidst, hvad hun ville. Langsomt kravler hun hen ad gulvet, indtil hun griber fat om din ankel. Så slår hun til. Hun hiver. Hiver. Hun vælter dig. Du ser fortvivlet ud. Faktisk ser du lykkelig ud. Du ligner én, der lige har opdaget, at du ingen ben havde. Du kigger forvirret rundt og ramler så sammen. At du lader hende. At du lader hende spænde ben for dig, bare sådan. Hvad er det, der sker med dig? Menneske, tag dig dog sammen!
Hun kravler hen ad gulvet. Hun kravler mod dig. Hurtigt. Hurtigere. Hurtigt. Højre arm flyttes, for at lade venstre arm komme til. Hun smiler grådigt til dig. Hendes øjne skinner i mørket. Blinker faretruende morsesignaler. S-O-S. S-O-S. Opfatter du faren?
Hun griner højlydt. En så ond latter. Hører du den?
Du ligger bare dér. Midt på gulvet. Væltet. Sølle. Hvad er du værd? Hun kommer. Hun kommer mod dig. Hvordan kan du lade hende? Fjern dog det fjogede smil!
Hun kravler lynhurtigt hen mod dig. Stopper op. Hun kigger på dig. Smiler så igen. Hendes latter skærer i dit hjerte. Hvor er du?
Hun bestiger din krop som et bjerg. Kravler oven på dig. Klæber sig til dig. Hun er klistret. Hun rører dig. Lidt her og lidt der. Lidt over det hele. Men mest i midten af brystet. Nogle gange også til venstre.
Hun er klædt i rødt. En rød kjole. En smal sag. Let at få på – let at få af. Den flagrer i vinden. Mest til venstre.
Hun griner igen. Kigger dig så i øjnene. Din krop stivnes. Hvad gør du? Hvorfor ligger du bare der?
Hendes knaldrøde læber bevæger sig. Ord kommer ud. Ord danner sætninger. Sætninger danner sammenhæng. Du griner. Men du hørte ikke, hvad hun sagde. Det forekommer dig ligegyldigt.
Du bliver let som en fjer og lader dig lette. Dér svæver du rundt. Nært loftet. Du kommer aldrig videre. Du kommer aldrig højere op. Du får aldrig det store at se. Universet er dig ukendt.
Bjælker. Bjælker i massevis. Du har nået loftet. Det er alt, hvad du nogensinde for at se. Aldrig andet, aldrig mere. Du ramler mod loftet. Du har nået klimaks.
Kan du mærke det? Kan du mærke smerten. Hun kigger på dig. Du fumler rundt. Du kan ikke rejse dig. Svæver stadig rundt under loftet. Hun griner igen. Hendes sorte hår blafrer i vinden. Du smiler til hende.
Hun smider rundt med dig. Gulvet. Loftet. Væggene. Du rammer det hele. Røde mærker kommer til syne på din hud. Hun griner. Du smiler. Rejs dig nu, dit fjog. Du hører intet. Griner.
Hun spænder dig fast i lænker. Du kan ikke komme fri. Hvad gør du? Lader du hende gøre dette mod dig? Idioti! Nøglen ligger lige foran dig. Hvorfor tager du den ikke, og låser dig fri? Fri fra dette helvede. Grib fat om nøglen og dej den så. Gør det. Gør det. Hun har dig. Hun har dig i sin hule hånd. Du bliver liggende. Dit fjog.
Endnu en højlydt og ondskabsfuld latter er at høre i lokalet. Du har nået loftet. Du ramler hårdt imod det. Det hele var gået så hurtigt. Du nåede intet at opfatte. Dér ligger du så nu. I luften. Svævende. Hendes klisterstads mister sin klistereffekt. Det glider langsomt af. Du bemærker intet. Det går langsomt. Du er betaget af hendes smil. Men snart skal du blive klogere. Snart skal du se verden. Snart skal du opdage universet. Snart skal hun skifte kjole. Snart er hun sort. Snart svæver du ikke mere. Snart falder du.
Langsomt. Loftet er så langt borte og universet stort. Du har kun små plamager af klisterstads tilbage. Det begynder langsomt at gå op for dig. Gå op for hende. Hun lister væk. Den sorte kjole blafrer i vinden. Hun føler sig skyldig.
Du sidder nu alene tilbage i det store rum. Det er ikke et rum mere. Væggene forsvandt. Loftet forsvandt. Hun forsvandt. Du råber et vredesskrig. Hun tog din klister. Hun tog din klister med sig. Hun tog klisteren og skred. Hun forrådte dig. Hun snød dig. Og der sidder du nu alene tilbage. En klump bider i din mave. Måske slugte du noget af hendes klister? Du stikker to fingre i halsen og ud kommer klumpen. Du kan nu se ud over loftet. Universet er dit.