18. februar 2009

Uddannelses-lænker

Musikken pumper derudaf. ”Christiania – staden er lig med frihed…”. Sodavanden bobler i min mund. Radiatoren puster en hedebølge gennem rummet. En irriterende knirken knager i mit hoved. Friheden lokker.
Jeg stirrer ud af vinduet. Jorden er dækket af sne, det hele er så hvidt. Grenene svinger harmonisk frem og tilbage, flaget i flagstangen skriger om at blive revet ned. Der er så koldt.
Vinter. Jeg kigger på mine uldne sokker.
Jeg laver alt andet end det jeg bør. Afleveringer. Bøger. Lektier. Stress. Jeg tager endnu tår sodavand. Sukkerklistret væske kravler ind i munden på mig, bobler sprænges, kravler ned i maven for at sætte sit præg. You just wait and see. Jeg er ligeglad.
Uddannelse. My ass. Uddannelse. Stemmen i mit hoved skriger. Jeg vil ud, jeg vil ud. Så luk mig dog ud!
Jeg stirrer ud af vinduet igen. Frihed. Hvorfor skrider jeg ikke bare? Hvorfor skal jeg have disse lænker på? Hvorfor skal jeg spilde min tid på noget, jeg ikke ønsker? Jeg gider ikke læse de 200 sider, jeg gider ikke lave de tre rapporter. Jeg har et liv! Og det venter derude. Hvad laver jeg dog her? Så slip mig dog fri! Jeg sukker dybt. Mit hoved skriger. Min krop er rastløs. Tag det næste tog. Skrid. Hvorfor gør jeg det ikke bare? Hvad er det, der holder på mig? Jeg spilder min tid.
Lænkerne rasler, smerten forøges. Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke det pjat. Hvad skal jeg med det? Hvorfor skal jeg have en uddannelse? Er det mine ambitioner, jeg er i gang med at udleve? Åh, hvorfor siger jeg dog ikke bare stop? Hvorfor skrider jeg ikke? Hvad laver jeg dog her? Idioti.
Musikken pumper derudaf. ”We don’t need no education – you’re just another brick in the wall.” Glasset står tomt. Mere? Radiatoren er kold. Den irriterende knirken knager endnu højere i mit hoved. Frihed – hvor er du?

2 kommentarer:

Karmus sagde ...

Åh, hvor kan jeg dog bare godt identificere mig med dit indlæg. Det er lige præcis sådan jeg har haft det nogle gange.

Louise sagde ...

Jeg er så træt af alt det uddannelses-pjat.