Kørevanvid

Kørekort, my ass. Kørekort er ikke blot et statussymbol længere, men en nødvendighed, et must. Har du ikke kørekort, er du ikke normal.

Hvorfor er det lille plastikkort så vigtigt? Hvorfor skal man have det? Hvorfor skal alle have det? Hvorfor er der noget galt i ikke at ønske det? Hvorfor skal man smide 10,0000 i noget man ikke ønsker? Det er da latterligheden selv.
Jeg er ved at brække mig. Brække mig over Danmark. Opkast. Øv. Føj. Øv hvor er det latterligt. Hvor er folk latterlige. Hvad sker der lige for den materialisme, der hærger Danmark? Latterligt! Øv. Føj. Jeg skammer mig over at være dansk. Øv. Føj. Og det bliver værre. I folkeskolen var det mærkevarerne der dominerede – det er det såmænd stadig, og fortsætter formentlig ud i evigheden – men når man nærmer sig de 18, er der pludselig en ny materialisme-ret, der kommer på menukortet. Den kommer med et fint lille plastikkort med et påklistret billede til forret. Den lugter langt væk af benzin og medvirker til at ødelægge klimaet. Øv. Føj. Og så koster retten endda 10-12.000! Sjældent har jeg set til uforskammethed. Øv. Føj. Jeg skammer mig. Jeg nærmer mig de 18. Jeg glæder mig. Frihed.
Jeg ved, det bliver den største dag i mit liv. Endelig. Omsider. Ja, nu kan JEG bestemme over MIG. Mit liv er mit valg. Endelig. Jeg glæder mig, det gør jeg sgu. Men øv, føj, hvor jeg brækker mig. Det første folk siger, når jeg fortæller dem, om at jeg snart når de 18, er ”nøj, er du så i gang med at tage kørekort?”. HVORFOR? Hvorfor er det det første, der når dine tanker? Kørekort? Hvorfor er det så vigtigt? Der kører squ da vel busser og tog derude. Øv, føj, hvor jeg brækker mig. Hvorfor er det fucking kort så vigtigt? Øv, føj.

Uddannelses-lænker

Musikken pumper derudaf. ”Christiania – staden er lig med frihed…”. Sodavanden bobler i min mund. Radiatoren puster en hedebølge gennem rummet. En irriterende knirken knager i mit hoved. Friheden lokker.
Jeg stirrer ud af vinduet. Jorden er dækket af sne, det hele er så hvidt. Grenene svinger harmonisk frem og tilbage, flaget i flagstangen skriger om at blive revet ned. Der er så koldt.
Vinter. Jeg kigger på mine uldne sokker.
Jeg laver alt andet end det jeg bør. Afleveringer. Bøger. Lektier. Stress. Jeg tager endnu tår sodavand. Sukkerklistret væske kravler ind i munden på mig, bobler sprænges, kravler ned i maven for at sætte sit præg. You just wait and see. Jeg er ligeglad.
Uddannelse. My ass. Uddannelse. Stemmen i mit hoved skriger. Jeg vil ud, jeg vil ud. Så luk mig dog ud!
Jeg stirrer ud af vinduet igen. Frihed. Hvorfor skrider jeg ikke bare? Hvorfor skal jeg have disse lænker på? Hvorfor skal jeg spilde min tid på noget, jeg ikke ønsker? Jeg gider ikke læse de 200 sider, jeg gider ikke lave de tre rapporter. Jeg har et liv! Og det venter derude. Hvad laver jeg dog her? Så slip mig dog fri! Jeg sukker dybt. Mit hoved skriger. Min krop er rastløs. Tag det næste tog. Skrid. Hvorfor gør jeg det ikke bare? Hvad er det, der holder på mig? Jeg spilder min tid.
Lænkerne rasler, smerten forøges. Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke det pjat. Hvad skal jeg med det? Hvorfor skal jeg have en uddannelse? Er det mine ambitioner, jeg er i gang med at udleve? Åh, hvorfor siger jeg dog ikke bare stop? Hvorfor skrider jeg ikke? Hvad laver jeg dog her? Idioti.
Musikken pumper derudaf. ”We don’t need no education – you’re just another brick in the wall.” Glasset står tomt. Mere? Radiatoren er kold. Den irriterende knirken knager endnu højere i mit hoved. Frihed – hvor er du?