Lad mig da være den jeg er!

Jeg siger, jeg er vegetar, og du ler. Jeg siger, jeg vil leve livet økologisk, og du slår dig på låret. Jeg siger, jeg går op i miljøet, og du ruller på gulvet af grin. Men burde det ikke være mig, der grinte? Grinte af hvor dum og egoistisk du er? Burde det ikke være mig? Men det er det ikke. For jeg accepterer dig med dine holdninger. Hvornår vil du acceptere mine? Det er okay med mig, at du spiser lød, det er helt okay, at du spiser sprøjtet mad, og det er mere end okay, at du har lyst til at køre en tur i din bil. Men kan det virkelig passe, at du skal være så fandens intollerant over for min livsstil og mine holdninger, når jeg tager imod dine med åbne arme? Jeg er træt af folk, der tror, hvad de siger, er ret. Jeg er træt af folk, der kun tænker på sig selv. Jeg er træt af folk, der kritiserer mig, for at jeg tænker på andre væsner; mennesker som dyr.
Hvis du skal kritisere mig for mine holdninger, så få først nogle holdninger med hold i. Find nogle argumenter og jeg er lutter øre. Lad være med at fortælle mig at det er naturligt at spise kød, for du er selv noget af det mest unaturlige, jeg længe har set. Lad være med at belære mig om hvorvidt grøntsager er levende. Men mest af alt; lad være med at bide hovedet af mig med grumme ord og klager over at jeg tænker på folk andre steder i verden. Jeg er ikke dum i hovedet og komplet sindssyg blot på grund af, at jeg har lyst til at få en piercing. Jeg er ikke en kælling, fordi jeg ikke spiser kød. Og jeg er da slet ikke emo og ved at gå psykisk ned, og jeg ved ikke hvad du ellers finder på, blot på grund af jeg klæder mig, som jeg gør. Jeg er træt af at høre om, hvor vidt dette bare er en fase, jeg skal igennem. Jeg er træt af, at blive kaldt en kælling fordi jeg ikke spiser kød. Jeg er træt af at blive bagtalt og navngivet provokerende navne, blot på grund af at jeg er anderledes. Jeg er træt af at mine venner flipper ud på mig over mine kommende piercinger. Jeg er træt af at få at vide, at jeg er dum, når jeg bare lyst til at spise sund og usprøjtet mad. Jeg er træt af at høre kommentarer om mine valg.
Hvad er det du ikke forstår? Ønsker du, at vi skal sætte os ned og diskutere om hvor vidt væggen har en flot farve? Nej, det skal vi squ ikke! Holdninger kan ikke diskuteres, de kan argumenteres. Og lad nu være med at prøve at omvende mine holdninger. Ja, jeg er ræverød, men lad mig da. Jeg lader da dig være så blå, som du har lyst til, så lad også mig være den jeg er.

Én er aldrig nok

Du kender det. Posen ligger dér. Så smuk, så skinnende. Den kalder på dig. Dens ønske er blot, at du samler den op og lægger den i indkøbsvognen. Gør du det? Dine tanker hamrer løs i din hjerne. GØR DET, GØR DET. Holder du ud? Du er havnet i den søde afdel af supermarkedet. Du skulle jo bare lige købe en agurk eller to. Men udvejen er den farligste. Nok overlevede du indgangen fyldt med kager og hvidt brød, men den her. Den her - den er svær. Den er sej. Holder du ud? Du skubber langsomt din vogn ned gennem den smalle gang indrammet af reoler fyldt med de dejligste spiselige sager. "Kims - når du er sulten for sjov". Reklameverden hiver i dig. Tag mig, tag mig. Holder du ud? Vogen glider to-tre skridt tættere mod kassen. Mod udgangen. Mod friheden. Du kender det. Du står bare der. SÅ tæt ved målet og alligevel så langt fra. Hvad gør du? Du giver dig til at kigge på varerne. Skinnende poser i alle former. Snart fås de også i trekanter. Din mund løber i vand, som en anden hund. Holder du ud? Vognen er gået i stå. Den står bare der. Midt på den smalle gang. Dér står den og blomstrer. Hvad venter du på? Udgangen er lige foran dig. Ja. Endnu en gang fik de ram på dig. Posen er så smuk, så skinnende. Der står den bare. Og venter. Den vil have dig. Den vil have dig til at ville have den. Det er ligemeget, hvilket slogan eller hvilken reklame der er brugt. Farve og form forekommer dig ligegyldigt. Den kunne såmænd være en ganske normal firkantet og uskinnende sort pose med ét stort "X" på. Du er ligeglad, du må have den. Holder du ud? Peanuts. Det er det, de kalder det. Posens indhold. Posen er faktisk ligegyldig. Så længe du ved hvad der er indeni. Peanuts. Holder du ud? Nej, du er som gået i stå. Du må have de peanuts. Du rækker armen ud. Ikke langsomt, og heller ikke hurtigt. Bare sådan ganske normalt. Sådan kan du lide det. Du griber fat om den skraldende, skinnende og smukke pose, mens du hvisker for dig selv: must own. Posen er af plastik, men det forekommer dig ligegyldigt. Det er dette eksakte øjeblik hvor natur og miljø kan rende dig. Du lægger posen med det guddommelige indhold ned i vognen. Se, der står du og smiler. Stoltheden har ramt dig. De penge, du havde tænkt dig at bruge på støtte til de fattige i Afrika, går nu til dine egne lyster. Hvor får du den stolthed fra? Du burde skamme dig. Holder du ud? Der 5 meter tilbage til kassen. Holder du ud? Du har dine peanuts, mangler du mere? Et skridt, to skridt. Der er de. En ny forhindring er kommet dig i møde. Du ved, de bliver vrede, hvis ikke du køber dem. De er så mange. Så mange imod lille dig. Ja, det må være en god undskyldning. Pop pop. Det er velkendte ord for dig. Holder du ud? Dine øjne glider hen over varerne. Pop pop. Nej. Det går ikke. Hvad med Afrika? De sulter og her står du og overvejre at købe... Nej, pop pop. Det går ikke. Pop pop. Åh Gud. Du tænker, at han ikke må hade dig for dette. Du kan ikke lade være. Du er grådig. Du tænker kun på dig selv. Faktisk har du helt glemt Afrika. Pop pop. Ja Afrika, hvad er det nu, der er galt dernede? Eller var det oppe? Nej, du tænker kun ét; pop pop, popcorn. Stille hvisker du for dig selv must own. Holder du ud? Nej. Du kaster du dig ud over posen. Du kender det. Selvfølgelig står den på øverste hylde. Sådan er det jo altid. Men intet skal slå dig ud. Du begynder straks at klatre op ad reolen. Du kender det. Det er fuldstændig ligegyldigt hvad folkene i butikken tænker. Du ved de fejler det samme. Holder du ud? Øverste hylde, topscore. Du griber fat om posen, kravler ned igen og tyrer posen i vogen. Der står du, fyldt op til randen med stolthed. Du burde skamme dig. Stolt? Stolt over at bruge penge på dig selv end de stakkels børn i Afrika. Du kender det. Du ved ikke hvad du ellers skulle gøre. De er jo alt. De små dyrebare. Peanuts og popcorn. Du ved ligesåvel som alle andre at én aldrig er nok. Du kender det. Du starter ud med én peanut, og hvad så? Én til, og én til osv. Du kan ikke stoppe. Posen er tom og du kaster dig over popcornene. Du kender det. Begge poser er tomme. Holder du ud? Nej. Og det er det der er problemet med denne klode. Én er aldrig nok. Ja. Ind i butikken igen og den faste rutine forsætter, Afrika fortsætter med at sulte og din vægt går pludselig i stykker på grund af overlast. Selvfølgelig stormer du til butikken med vægten og klager. For det er vi gode til i dette land. Du klager over at din vægt pludselig viser forkerte tal. Du klager til Røde Kors over at de ikke gør noget for Afrika. Åh som du kan klage. Du kender det. Vi ved det alle.
Vi ved alle at det var sådan fedmen opstod.

Jeg er ny

Hej, jeg er ny her på blogger.com, men har da blogget før rundt omkring. Jeg håber på at være mere aktiv end jeg plejer, men jeg har selvfølgelig også min skole (2.g) ved siden af, som skal passes. Ellers kan jeg godt lide at fotografere. Du kan se nogle af mine billeder på www.louisesorensen.deviantart.com. Jeg spiller bas i et band kaldet Aflyst. Og så bruger jeg ellers resten af min tid på mine venner, min dejlige 5-årige nevø, løbeture og skolen.