Irriterende Latterligt

Der findes så mange latterligheder i denne verden. Så mange at jeg ikke kan tælle dem på alle mine fingre, tæer, legemer. Så meget der kan irritere mig til det yderste og få mig til at skabe mig som en præmenstruel kælling. Så meget.

Eller så lidt?

Hvor lidt skal der egentligt til, før det er okay at miste besindelsen? Hvor lidt irritation må finde sted før det er okay at være hysterisk? Er det overhovedet okay at være hysterisk?
Nogle mennesker kan virkelig irritere mig. Og jeg mener virkelig alle typer, aldre og former. Lad mig tage den typiske: det lille barn i supermarkedet. ”Vræææ&aeli g;æl, moaaaar jeg vil vil vil have den *random legetøj slash slik*!!!” Nok tænker de fleste ”så få dog styr på din unge!”, og jeg har da også taget mig selv i at snige mig hen mod tanken af og til. Men. (Ja der er altid et men). Men det er bare ikke så enkelt. Tænk nu for pokker tilbage på dengang, man selv var lille. Var du ikke selv ligesådan? Jeg er i hvert fald ikke bleg for at indrømme, at jeg var en hysterisk møgunge. Vil ha’, gider ik’, vræl vræl vræl. Brok her, brok der. Men så kan jeg da glæde mig over, at ikke alle børn er ligeså larmende og selvcentrerede. Men jeg var et af dem. Det var jeg virkelig. Når jeg i dag ser børn, der opfører sig af samme kaliber, væmmes jeg. Men jeg hader ikke børnene eller forældrene. Jeg ved i hvert fald, at det ikke var mine forældres skyld, at jeg skabte mig så åndssvagt. Og børn er jo børn. Små uskyldige væsner, dem kan man da ikke hade. Men deres opførsel til gengæld! Nej, det er for galt.
Men det er da ikke kun børn, der ter sig dumt. Voksne som unge som gamle afprøver også hysteriet af og til. Der er ikke noget værre end folk, der flipper over ingenting. Nej, hvor kan det da få mig til at vende det hvide ud af øjnene! Men nu skal jeg ikke sidde her og spille hellig. Du kender det, jeg kender det, de kender det. Vi kender det alle. En liiiidt for dårlig dag kan føre til nogle lidt grove toner. Grove toner kan føre til irriterende kommentarer. Irriterende kommentarer kan føre til småskænderier. Småskænderier kan føre til vrede og hysteri. Og værsgo! Et stks irritabel-hed, helt gratis og rentefrit.
Det er ikke altid, der er en grund til denne pludselige vrede. Det ved du jo godt. Men folk har en vis trang til at tolke den kulde, der svæver omkring den pågældende person i øjeblikket. ”Hvorfor er du sur?” ”Er du sur?” ”Er der noget galt?” osv. Jamen, det er da venligt af folk, at de vil hjælpe med en snak. Men lad nu være med at tolke videre før du får svar på det første! ”Er det mig? Er der nogen, der har sagt noget grimt til dig? Ej det er bare ikke…” For Guds skyld, lad vær! At man er lidt småirritabel, behøver ikke komme af noget nogen har sagt eller noget, der er sket. Nogen gange så har man bare fået det forkerte ben ud ad sengen. Igen skal jeg ikke spille hellig, dette er blot skrevet om det generelle gennemsnitlige menneske. Faktisk er det jo bedre at folk spørger ind til det trælse humør, end at folk ser gennem fingrene med det, hvis nu det lige var en af de dage, hvor der rent faktisk var en grund til mut-heden.
Men som før nævnt; hvor findes der dog mange latterligheder i denne verden! Jeg forstår skam godt at langt de fleste af og til trækker hen mod det irritable humør, for af og til kan det squ være svært ikke at blive irriteret. Mennesker er indrettet sådan, at de synes, det er lidt sjovt, når andre dummer sig. Sådan er det bare. Men er det nok? Nej. Langt de fleste har også en vis trang til at skulle kommentere andres dumheder. Igen og igen og igen. Du gør det, de gør det, jeg gør det. Men vi ved også begge to og alle sammen at det da er klart man ender i vrede i sidste ende med en konstant bleven rakket ned på.
Det er da også bare småting. Småting ja. Folk bliver altid vrede og hysteriske over småting. Så små ting at det er fuldstændig ligegyldigt. Men det sker. Og andre synes endnu, at det er sjovt at vække den vrede frem i folk. Igen og igen og igen.
Hvor findes der dog mange åndssvage latterligheder! Det er helt vildt, så dumt det kan være. Et lille barn, en dum kommentar, en dårlig nyhed. BANG. Der skal ingenting til. Det er så latterligt at man ikke kan lade være med at irritere sig. Det er ikke nødvendigvis irriterende. Det grædende barn er jo alligevel væk om 5 minutter og på næste side i avisen står der en ny nyhed. Det er det, der er så fandens irriterende ved det. Det er så latterligt at det er irriterende. Irriterende latterligt.