Hun er grådig, hun er fyldt med begær. Hun ved, hvad hun vil. Hun vil have mere. Mere, mere, mere. Hun har altid vidst, hvad hun ville. Langsomt kravler hun hen ad gulvet, indtil hun griber fat om din ankel. Så slår hun til. Hun hiver. Hiver. Hun vælter dig. Du ser fortvivlet ud. Faktisk ser du lykkelig ud. Du ligner én, der lige har opdaget, at du ingen ben havde. Du kigger forvirret rundt og ramler så sammen. At du lader hende. At du lader hende spænde ben for dig, bare sådan. Hvad er det, der sker med dig? Menneske, tag dig dog sammen!
Hun kravler hen ad gulvet. Hun kravler mod dig. Hurtigt. Hurtigere. Hurtigt. Højre arm flyttes, for at lade venstre arm komme til. Hun smiler grådigt til dig. Hendes øjne skinner i mørket. Blinker faretruende morsesignaler. S-O-S. S-O-S. Opfatter du faren?
Hun griner højlydt. En så ond latter. Hører du den?
Du ligger bare dér. Midt på gulvet. Væltet. Sølle. Hvad er du værd? Hun kommer. Hun kommer mod dig. Hvordan kan du lade hende? Fjern dog det fjogede smil!
Hun kravler lynhurtigt hen mod dig. Stopper op. Hun kigger på dig. Smiler så igen. Hendes latter skærer i dit hjerte. Hvor er du?
Hun bestiger din krop som et bjerg. Kravler oven på dig. Klæber sig til dig. Hun er klistret. Hun rører dig. Lidt her og lidt der. Lidt over det hele. Men mest i midten af brystet. Nogle gange også til venstre.
Hun er klædt i rødt. En rød kjole. En smal sag. Let at få på – let at få af. Den flagrer i vinden. Mest til venstre.
Hun griner igen. Kigger dig så i øjnene. Din krop stivnes. Hvad gør du? Hvorfor ligger du bare der?
Hendes knaldrøde læber bevæger sig. Ord kommer ud. Ord danner sætninger. Sætninger danner sammenhæng. Du griner. Men du hørte ikke, hvad hun sagde. Det forekommer dig ligegyldigt.
Du bliver let som en fjer og lader dig lette. Dér svæver du rundt. Nært loftet. Du kommer aldrig videre. Du kommer aldrig højere op. Du får aldrig det store at se. Universet er dig ukendt.
Bjælker. Bjælker i massevis. Du har nået loftet. Det er alt, hvad du nogensinde for at se. Aldrig andet, aldrig mere. Du ramler mod loftet. Du har nået klimaks.
Kan du mærke det? Kan du mærke smerten. Hun kigger på dig. Du fumler rundt. Du kan ikke rejse dig. Svæver stadig rundt under loftet. Hun griner igen. Hendes sorte hår blafrer i vinden. Du smiler til hende.
Hun smider rundt med dig. Gulvet. Loftet. Væggene. Du rammer det hele. Røde mærker kommer til syne på din hud. Hun griner. Du smiler. Rejs dig nu, dit fjog. Du hører intet. Griner.
Hun spænder dig fast i lænker. Du kan ikke komme fri. Hvad gør du? Lader du hende gøre dette mod dig? Idioti! Nøglen ligger lige foran dig. Hvorfor tager du den ikke, og låser dig fri? Fri fra dette helvede. Grib fat om nøglen og dej den så. Gør det. Gør det. Hun har dig. Hun har dig i sin hule hånd. Du bliver liggende. Dit fjog.
Endnu en højlydt og ondskabsfuld latter er at høre i lokalet. Du har nået loftet. Du ramler hårdt imod det. Det hele var gået så hurtigt. Du nåede intet at opfatte. Dér ligger du så nu. I luften. Svævende. Hendes klisterstads mister sin klistereffekt. Det glider langsomt af. Du bemærker intet. Det går langsomt. Du er betaget af hendes smil. Men snart skal du blive klogere. Snart skal du se verden. Snart skal du opdage universet. Snart skal hun skifte kjole. Snart er hun sort. Snart svæver du ikke mere. Snart falder du.
Langsomt. Loftet er så langt borte og universet stort. Du har kun små plamager af klisterstads tilbage. Det begynder langsomt at gå op for dig. Gå op for hende. Hun lister væk. Den sorte kjole blafrer i vinden. Hun føler sig skyldig.
Du sidder nu alene tilbage i det store rum. Det er ikke et rum mere. Væggene forsvandt. Loftet forsvandt. Hun forsvandt. Du råber et vredesskrig. Hun tog din klister. Hun tog din klister med sig. Hun tog klisteren og skred. Hun forrådte dig. Hun snød dig. Og der sidder du nu alene tilbage. En klump bider i din mave. Måske slugte du noget af hendes klister? Du stikker to fingre i halsen og ud kommer klumpen. Du kan nu se ud over loftet. Universet er dit.
17. november 2008
Uddannelse er penge
Uddannelse. Ud-dannelse. Ud-og-dannes. Dannes-ude. Jo det er vel vældigt fint. Det er det vel… Men hvorfor? Ordets etymologi er mig ligegyldig, men meningen bag ordet har en langt større betydning. Faktisk kontrolleres mit liv af denne betydning. Er det vældigt fint? Er det vældigt fint, at tal på et papir skal styre min fremtid, mit liv? Er det vældigt fint, at min intelligens i øjeblikket skal afgøre hvor jeg ender? Om jeg får en familie, børn osv., som jeg kan forsørge? (For ja, det er vel nye tider, hvor det er begge parters job at skulle forsørge familien!) Om jeg kommer til at bo i et hul eller i luksus? Om jeg hver dag skal overveje om det nu er en god idé at besøge veninden? Om jeg hver dag skal vælge liv frem for social tilfredsstillelse?
Men det er jo det, det er. Det er det, det går ud på. Livet. Man kan ikke bare få det hele serveret på et sølvfad. Ja, gid det var så let. Men hører et bosted ikke ind under menneskerettighederne? Er vi ikke alle født lige, om så vi er født i en rig eller fattig familie? Hvorfor bliver der skelnet mellem rig og fattig? Hvorfor føler vi stadig at det er nødvendigt? Er det ikke tåbeligt at der er forskel på boliger i pris, størrelse og beliggenhed? Men kunne det være anderledes? Nogle gange må man vel bare nøjes.
Men er det at nøjes? Vælger man ikke selv hvad man vil senere hen? Vi kan jo ikke alle være læger og ingeniører. Der skal også være nogen til at sidde bag kassen i supermarkedet, så de kloge hoveder kan få noget benzin til maskinen. Og hvis vi alle var lige kloge, ville der ikke være nogen, der var kloge længere, og dermed ville vi alle igen stå med problemet, om hvem der fortjente de bedste huse osv. Det er ligesom da man barn og legede med barbiedukker. Der var altid en kamp om hvem, der skulle have den smukkeste barbiedukke. En kamp om hvem der skulle være mest populær under legen. Men det er jo noget man gør sig fortjent til. Ligesom man gør sig fortjent til et hus på Strandvejen med overskud til badeferier på de fridage, man har råd til at tage.
Men hvad nu hvis de flotte titler bare ikke tiltaler én? Hvad nu hvis den store drøm er at være rengøringskone? Er det så okay at sige ”nå, jamen så må du jo nøjes”? På et eller andet plan er det vel. Men det kommer an på hvordan man ser på det. Om man virkelig mener tid er lig med penge i dagens samfund. Tid og kræfter på en uddannelse.
Jo, det er da klart man forventer en god sjat mønter i fremtiden, når man som jeg f.eks. planlægger at tage en 7-10 års lang uddannelse. Men er det nu fair? Er det fair at man skal have SÅ mange ekstra goder end andre? Jo man skal da arbejde for pengene, så selvfølgelig fortjener ingeniøren en federe bolig end rengøringskonen, hvis det da er det han/hun vil sætte sine penge i. Men hvad med det sociale liv? Rengøringskonen må arbejde ekstra for at betale huslejen og maden til sine børn og har derfor pludselig ikke tid til at ses så ofte med hverken familien eller vennerne. Og hvis hun så prioriterer, har hun alligevel ikke råd til at besøge vennerne med prisen på transport.
Men vælger man så den anden vej; uddannelsen, ender man alligevel med ikke at have nogen venner at tage ud og besøge. Uddannelse er asocial. Man har ikke tid til at ses med vennerne og pludselig mister man kontakten. Ja, og nu tænker du ”hold da op jeg er veluddannet/godt på vej igennem min uddannelse, og jeg har da stadig venner”. Men tænk én gang til. Jeg har set adskillige eksempler på folk, der pludselig sidder med meget få eller ingen af de første venner de havde. Og bild mig nu ikke ind at der var andre der var mere værd, for det var ikke dem eller dig, der gjorde I mistede kontakten, men jeres manglende sociale liv.
Uddannelse? Ud-dannelse. Ud-og-dannes. Hvis det er det det går ud på, ved jeg ikke hvorvidt jeg er frisk. Hvis ”ud” betyder væk fra venner og det jeg holder af, så står jeg af.
Men det er jo det, det er. Det er det, det går ud på. Livet. Man kan ikke bare få det hele serveret på et sølvfad. Ja, gid det var så let. Men hører et bosted ikke ind under menneskerettighederne? Er vi ikke alle født lige, om så vi er født i en rig eller fattig familie? Hvorfor bliver der skelnet mellem rig og fattig? Hvorfor føler vi stadig at det er nødvendigt? Er det ikke tåbeligt at der er forskel på boliger i pris, størrelse og beliggenhed? Men kunne det være anderledes? Nogle gange må man vel bare nøjes.
Men er det at nøjes? Vælger man ikke selv hvad man vil senere hen? Vi kan jo ikke alle være læger og ingeniører. Der skal også være nogen til at sidde bag kassen i supermarkedet, så de kloge hoveder kan få noget benzin til maskinen. Og hvis vi alle var lige kloge, ville der ikke være nogen, der var kloge længere, og dermed ville vi alle igen stå med problemet, om hvem der fortjente de bedste huse osv. Det er ligesom da man barn og legede med barbiedukker. Der var altid en kamp om hvem, der skulle have den smukkeste barbiedukke. En kamp om hvem der skulle være mest populær under legen. Men det er jo noget man gør sig fortjent til. Ligesom man gør sig fortjent til et hus på Strandvejen med overskud til badeferier på de fridage, man har råd til at tage.
Men hvad nu hvis de flotte titler bare ikke tiltaler én? Hvad nu hvis den store drøm er at være rengøringskone? Er det så okay at sige ”nå, jamen så må du jo nøjes”? På et eller andet plan er det vel. Men det kommer an på hvordan man ser på det. Om man virkelig mener tid er lig med penge i dagens samfund. Tid og kræfter på en uddannelse.
Jo, det er da klart man forventer en god sjat mønter i fremtiden, når man som jeg f.eks. planlægger at tage en 7-10 års lang uddannelse. Men er det nu fair? Er det fair at man skal have SÅ mange ekstra goder end andre? Jo man skal da arbejde for pengene, så selvfølgelig fortjener ingeniøren en federe bolig end rengøringskonen, hvis det da er det han/hun vil sætte sine penge i. Men hvad med det sociale liv? Rengøringskonen må arbejde ekstra for at betale huslejen og maden til sine børn og har derfor pludselig ikke tid til at ses så ofte med hverken familien eller vennerne. Og hvis hun så prioriterer, har hun alligevel ikke råd til at besøge vennerne med prisen på transport.
Men vælger man så den anden vej; uddannelsen, ender man alligevel med ikke at have nogen venner at tage ud og besøge. Uddannelse er asocial. Man har ikke tid til at ses med vennerne og pludselig mister man kontakten. Ja, og nu tænker du ”hold da op jeg er veluddannet/godt på vej igennem min uddannelse, og jeg har da stadig venner”. Men tænk én gang til. Jeg har set adskillige eksempler på folk, der pludselig sidder med meget få eller ingen af de første venner de havde. Og bild mig nu ikke ind at der var andre der var mere værd, for det var ikke dem eller dig, der gjorde I mistede kontakten, men jeres manglende sociale liv.
Uddannelse? Ud-dannelse. Ud-og-dannes. Hvis det er det det går ud på, ved jeg ikke hvorvidt jeg er frisk. Hvis ”ud” betyder væk fra venner og det jeg holder af, så står jeg af.
Spørgsmål
Hvem kom først, hønen eller ægget? Hvorfor findes der spørgsmål som ikke kan besvares? Hvorfor drejer jorden højre om og ikke den anden vej? Hvorfor dør man? Hvor kommer man hen? Findes helvede? Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Hvem har bestemt det? Hvorfor må nogen bestemme mere end andre? Hvorfor findes autoriteter? Er det godt, eller er det slemt? Er det okay at slå ihjel hvis personen var ”slem”? Hvornår er man slem? Er dyr slemme? Er det okay at slå dyr ihjel? Har de følelser som os? Hvem ved det og hvordan? Hvorfor kan dyr ikke kommunikere på tværs af racerne? Startede det ved dinosaurusserne? Eksisterede Adam og Eva? Hvordan ved man det? Hvor kom jøderne fra? Er vi alle indavl? Er det okay at stille spørgsmål til religion? Hvordan kom religionen frem? Hvem har skrevet biblen? Hvorfor er der flere religioner? Hvorfor tror folk forskelligt? Hvorfor findes der forskere? Kan forskere svare på alt? Også hvad der gemmer sig bag panden? Hvorfor dyrker man ikke motion hvis man vil? Hvorfor spiser fede mennesker stadig for meget? Hvorfor opnår man ikke sine mål, når nu man vil? Er det okay at sætte sig for noget uden at få det gjort? Er det dovenskab? Er det noget psykisk? Hvordan kender man til psyken? Hvem forskede i det først? Kunne man psykoanalysere folk helt tilbage til den primitive tid? Var sex bare sex dengang? Fandtes der følelser? Findes følelser? Er sex et fysisk behov eller gør man det for at føre slægten videre? Lyst eller alvor? Hvorfor er man utro hvis man elsker sin næste? Hvorfor bliver folk sammen efter utroskab? Er det det man kalder kærlighed? Findes kærlighed? Kan man elske sin familie? Er det det samme som at elske en af andet køn? Hvad er forskellen? Hvorfor er mennesker grådige? Hvorfor er der så mange spørgsmål, der ikke kan besvares?
Irriterende Latterligt
Der findes så mange latterligheder i denne verden. Så mange at jeg ikke kan tælle dem på alle mine fingre, tæer, legemer. Så meget der kan irritere mig til det yderste og få mig til at skabe mig som en præmenstruel kælling. Så meget.
Eller så lidt?
Hvor lidt skal der egentligt til, før det er okay at miste besindelsen? Hvor lidt irritation må finde sted før det er okay at være hysterisk? Er det overhovedet okay at være hysterisk?
Nogle mennesker kan virkelig irritere mig. Og jeg mener virkelig alle typer, aldre og former. Lad mig tage den typiske: det lille barn i supermarkedet. ”Vræææ&aeli g;æl, moaaaar jeg vil vil vil have den *random legetøj slash slik*!!!” Nok tænker de fleste ”så få dog styr på din unge!”, og jeg har da også taget mig selv i at snige mig hen mod tanken af og til. Men. (Ja der er altid et men). Men det er bare ikke så enkelt. Tænk nu for pokker tilbage på dengang, man selv var lille. Var du ikke selv ligesådan? Jeg er i hvert fald ikke bleg for at indrømme, at jeg var en hysterisk møgunge. Vil ha’, gider ik’, vræl vræl vræl. Brok her, brok der. Men så kan jeg da glæde mig over, at ikke alle børn er ligeså larmende og selvcentrerede. Men jeg var et af dem. Det var jeg virkelig. Når jeg i dag ser børn, der opfører sig af samme kaliber, væmmes jeg. Men jeg hader ikke børnene eller forældrene. Jeg ved i hvert fald, at det ikke var mine forældres skyld, at jeg skabte mig så åndssvagt. Og børn er jo børn. Små uskyldige væsner, dem kan man da ikke hade. Men deres opførsel til gengæld! Nej, det er for galt.
Men det er da ikke kun børn, der ter sig dumt. Voksne som unge som gamle afprøver også hysteriet af og til. Der er ikke noget værre end folk, der flipper over ingenting. Nej, hvor kan det da få mig til at vende det hvide ud af øjnene! Men nu skal jeg ikke sidde her og spille hellig. Du kender det, jeg kender det, de kender det. Vi kender det alle. En liiiidt for dårlig dag kan føre til nogle lidt grove toner. Grove toner kan føre til irriterende kommentarer. Irriterende kommentarer kan føre til småskænderier. Småskænderier kan føre til vrede og hysteri. Og værsgo! Et stks irritabel-hed, helt gratis og rentefrit.
Det er ikke altid, der er en grund til denne pludselige vrede. Det ved du jo godt. Men folk har en vis trang til at tolke den kulde, der svæver omkring den pågældende person i øjeblikket. ”Hvorfor er du sur?” ”Er du sur?” ”Er der noget galt?” osv. Jamen, det er da venligt af folk, at de vil hjælpe med en snak. Men lad nu være med at tolke videre før du får svar på det første! ”Er det mig? Er der nogen, der har sagt noget grimt til dig? Ej det er bare ikke…” For Guds skyld, lad vær! At man er lidt småirritabel, behøver ikke komme af noget nogen har sagt eller noget, der er sket. Nogen gange så har man bare fået det forkerte ben ud ad sengen. Igen skal jeg ikke spille hellig, dette er blot skrevet om det generelle gennemsnitlige menneske. Faktisk er det jo bedre at folk spørger ind til det trælse humør, end at folk ser gennem fingrene med det, hvis nu det lige var en af de dage, hvor der rent faktisk var en grund til mut-heden.
Men som før nævnt; hvor findes der dog mange latterligheder i denne verden! Jeg forstår skam godt at langt de fleste af og til trækker hen mod det irritable humør, for af og til kan det squ være svært ikke at blive irriteret. Mennesker er indrettet sådan, at de synes, det er lidt sjovt, når andre dummer sig. Sådan er det bare. Men er det nok? Nej. Langt de fleste har også en vis trang til at skulle kommentere andres dumheder. Igen og igen og igen. Du gør det, de gør det, jeg gør det. Men vi ved også begge to og alle sammen at det da er klart man ender i vrede i sidste ende med en konstant bleven rakket ned på.
Det er da også bare småting. Småting ja. Folk bliver altid vrede og hysteriske over småting. Så små ting at det er fuldstændig ligegyldigt. Men det sker. Og andre synes endnu, at det er sjovt at vække den vrede frem i folk. Igen og igen og igen.
Hvor findes der dog mange åndssvage latterligheder! Det er helt vildt, så dumt det kan være. Et lille barn, en dum kommentar, en dårlig nyhed. BANG. Der skal ingenting til. Det er så latterligt at man ikke kan lade være med at irritere sig. Det er ikke nødvendigvis irriterende. Det grædende barn er jo alligevel væk om 5 minutter og på næste side i avisen står der en ny nyhed. Det er det, der er så fandens irriterende ved det. Det er så latterligt at det er irriterende. Irriterende latterligt.
Eller så lidt?
Hvor lidt skal der egentligt til, før det er okay at miste besindelsen? Hvor lidt irritation må finde sted før det er okay at være hysterisk? Er det overhovedet okay at være hysterisk?
Nogle mennesker kan virkelig irritere mig. Og jeg mener virkelig alle typer, aldre og former. Lad mig tage den typiske: det lille barn i supermarkedet. ”Vræææ&aeli g;æl, moaaaar jeg vil vil vil have den *random legetøj slash slik*!!!” Nok tænker de fleste ”så få dog styr på din unge!”, og jeg har da også taget mig selv i at snige mig hen mod tanken af og til. Men. (Ja der er altid et men). Men det er bare ikke så enkelt. Tænk nu for pokker tilbage på dengang, man selv var lille. Var du ikke selv ligesådan? Jeg er i hvert fald ikke bleg for at indrømme, at jeg var en hysterisk møgunge. Vil ha’, gider ik’, vræl vræl vræl. Brok her, brok der. Men så kan jeg da glæde mig over, at ikke alle børn er ligeså larmende og selvcentrerede. Men jeg var et af dem. Det var jeg virkelig. Når jeg i dag ser børn, der opfører sig af samme kaliber, væmmes jeg. Men jeg hader ikke børnene eller forældrene. Jeg ved i hvert fald, at det ikke var mine forældres skyld, at jeg skabte mig så åndssvagt. Og børn er jo børn. Små uskyldige væsner, dem kan man da ikke hade. Men deres opførsel til gengæld! Nej, det er for galt.
Men det er da ikke kun børn, der ter sig dumt. Voksne som unge som gamle afprøver også hysteriet af og til. Der er ikke noget værre end folk, der flipper over ingenting. Nej, hvor kan det da få mig til at vende det hvide ud af øjnene! Men nu skal jeg ikke sidde her og spille hellig. Du kender det, jeg kender det, de kender det. Vi kender det alle. En liiiidt for dårlig dag kan føre til nogle lidt grove toner. Grove toner kan føre til irriterende kommentarer. Irriterende kommentarer kan føre til småskænderier. Småskænderier kan føre til vrede og hysteri. Og værsgo! Et stks irritabel-hed, helt gratis og rentefrit.
Det er ikke altid, der er en grund til denne pludselige vrede. Det ved du jo godt. Men folk har en vis trang til at tolke den kulde, der svæver omkring den pågældende person i øjeblikket. ”Hvorfor er du sur?” ”Er du sur?” ”Er der noget galt?” osv. Jamen, det er da venligt af folk, at de vil hjælpe med en snak. Men lad nu være med at tolke videre før du får svar på det første! ”Er det mig? Er der nogen, der har sagt noget grimt til dig? Ej det er bare ikke…” For Guds skyld, lad vær! At man er lidt småirritabel, behøver ikke komme af noget nogen har sagt eller noget, der er sket. Nogen gange så har man bare fået det forkerte ben ud ad sengen. Igen skal jeg ikke spille hellig, dette er blot skrevet om det generelle gennemsnitlige menneske. Faktisk er det jo bedre at folk spørger ind til det trælse humør, end at folk ser gennem fingrene med det, hvis nu det lige var en af de dage, hvor der rent faktisk var en grund til mut-heden.
Men som før nævnt; hvor findes der dog mange latterligheder i denne verden! Jeg forstår skam godt at langt de fleste af og til trækker hen mod det irritable humør, for af og til kan det squ være svært ikke at blive irriteret. Mennesker er indrettet sådan, at de synes, det er lidt sjovt, når andre dummer sig. Sådan er det bare. Men er det nok? Nej. Langt de fleste har også en vis trang til at skulle kommentere andres dumheder. Igen og igen og igen. Du gør det, de gør det, jeg gør det. Men vi ved også begge to og alle sammen at det da er klart man ender i vrede i sidste ende med en konstant bleven rakket ned på.
Det er da også bare småting. Småting ja. Folk bliver altid vrede og hysteriske over småting. Så små ting at det er fuldstændig ligegyldigt. Men det sker. Og andre synes endnu, at det er sjovt at vække den vrede frem i folk. Igen og igen og igen.
Hvor findes der dog mange åndssvage latterligheder! Det er helt vildt, så dumt det kan være. Et lille barn, en dum kommentar, en dårlig nyhed. BANG. Der skal ingenting til. Det er så latterligt at man ikke kan lade være med at irritere sig. Det er ikke nødvendigvis irriterende. Det grædende barn er jo alligevel væk om 5 minutter og på næste side i avisen står der en ny nyhed. Det er det, der er så fandens irriterende ved det. Det er så latterligt at det er irriterende. Irriterende latterligt.
Fandens til næste
Ja, nu er jeg så nået til det punkt, hvor min ”næste”-knap er ved at være opslidt. Det er da for galt. Da var det så, at jeg besluttede mig for, at jeg da måtte gøre noget ved dette kolosale problem, som vi alle sikekrt kender til. Og nu tænker du ”niceness, Louise, mrs. Brainless, har fanme opfundet et eller andet shitass cool program, der kan ting!”. Sorry to disappoint you, for NEJ! Egentligt tænkte jeg blot på mig selv, til den kæmpe egoist jeg er. (Måske har det også noget med mangel på klogskab at gøre).
Jeg besluttede mig for at få ryddet op i min musik. Slet her, slet der. Men G’, hvor er det dog et kæmpe projekt jeg har kastet mig selv ud i. Ja, jeg vil vurdere mig selv til at være heldig, hvis jeg bliver færdig i dag. Men da slog det mig; hvorfor fanden downloader slash køber man alt det lort? Nogle gange skal jeg bare lære at tænke lidt fremad. Bliver det her et nummer der vil smadre min næste-knap? Kommer jeg rent faktisk til at lytte til dette nummer? Synes jeg ikke allerede nu, at nummeret er noget af det værste? G’ men hvorfor? Hvorfor går man igennem alt det bavl med at hente noget musik, man alligevel kun lytter til en gang?
Men nu skal der sættes en stopper for det! Jeg gider slet ikke gøre brug af næste-knappen længere! Og den musik, det er et waste af plads. Fuldstændigt og komplet idioti. Først nu går det op mig for mig hvor meget crap jeg har liggende i form af mp3-filer på min computer. ÅNDSSVAGT!
Jeg besluttede mig for at få ryddet op i min musik. Slet her, slet der. Men G’, hvor er det dog et kæmpe projekt jeg har kastet mig selv ud i. Ja, jeg vil vurdere mig selv til at være heldig, hvis jeg bliver færdig i dag. Men da slog det mig; hvorfor fanden downloader slash køber man alt det lort? Nogle gange skal jeg bare lære at tænke lidt fremad. Bliver det her et nummer der vil smadre min næste-knap? Kommer jeg rent faktisk til at lytte til dette nummer? Synes jeg ikke allerede nu, at nummeret er noget af det værste? G’ men hvorfor? Hvorfor går man igennem alt det bavl med at hente noget musik, man alligevel kun lytter til en gang?
Men nu skal der sættes en stopper for det! Jeg gider slet ikke gøre brug af næste-knappen længere! Og den musik, det er et waste af plads. Fuldstændigt og komplet idioti. Først nu går det op mig for mig hvor meget crap jeg har liggende i form af mp3-filer på min computer. ÅNDSSVAGT!
Når den ringer
Ja du kender lyden. Din helt egen lyd. Det er en unik lyd. Du har hørt den adskillige gange. Tilpas gange nok til at det (evt.) er din favoritsang. Og selvom du måske er iblandt de lidt mere uheldige, som ikke har en flot of pangende nyere mobiltelefon, så har lyden en velkendt tone. Du kender følelelsen af at komme gående i supermarkedet for så at høre din klingel. Er du ligesom jeg, en stor fan af at være social, så fornemmer du den eksakte samme lykke, når du hører lyden. Måske er det bare et dinge-ling, måske er det den nye med dit yndlingsband, det er ligegyldigt; for ligemeget hvad reagerer man med et lille tag på højre lomme. "Er det min?" Denne sætning lyder underlig hvis man pillede den d af sammeenhængen, men når det jo nu har med mobiltelefoner og ringetoner at gøre, så passer sætningen egentligt meget godt ind i konteksten. Ligesåvel som du kender lykken af at høre tonen, kender du også skuffelsen af at mærke på lommen for at observere at der ingen vibration er. Det var ikke din. Men livet går videre, og din hverdag fortsætter. Du kender det. Du sidder derhjemme og chiller til noget musik. Pludselig kommer der en anden lyd ind over din musik. Det er din melodi, din lyd, din ringetone. Lykke, tænker du, lykke. Ja men ja; ja men nej. Du kigvger på skærmen (hvis den da ikke er for smadret, til at du kan se noget): Tilbageholdt. "Arj, hvad er nu det for noget bavl", tænker du. Men hey, det er opkald, og i al din pli "løfter du røret". "Hey, hva så?". Ingen respons. Eller jo, det vil sige, at den respons du får, er en tone, der går igen utallige gange. Du kender det. Det er så utroligt irriterende. Hvorfor er der folk, der vælger at ringe il andre folk for så at lægge på? Hvem er disse folk? Rige folk, det er mit bud. Og hvorfor i alverden har de hemmeligt nummer?! Rige folk. Rige folk, der keder sig. Tiden kommer, tiden går. Du har hørt den op til flere gange. Nogle hører den hver dag; andre ikke nær så ofte. Den driver dig til vanvid. Den bliver kedelig. Der kommer et nyt hit. Du kender det jo. Din ringetone bliver nu din gamle ringetone, samt den sang, du aldrig gider høre, da den er blevet så ensformig, plus den fact, at du har hørt første linje alt for mange gange. Nyt bliver til gammelt, gammelt bliver til kedeligt, kedeligt bliver til afsky, afsky bliver til "so last year".
Ord
Hvad skal jeg bruge dem til? Det er jo bare ord. En sky af ord pumper ud af dit o-formede hul. Hvad vil du have jeg skal gøre? Skal jeg tage dine ord, klistre dem bag øret, og hamre indtil de når igennem? Er det det du vil? Hvad er det du ønsker fra mig? Det er jo bare ord. Skal man bruge dem til noget? Hvad?
Ord, der flyder ud. Jeg har hørt dem før. Mange af dem bruges igen. Om og om. Igen og igen. Ord. Hvad forventer du af mig? Hvad ønsker du jeg skal gøre? Hvor skal jeg gøre af dem? Der er så mange. Der er ikke plads til dem. Hvad er det du vil? Hvad vil du mig? Vil du mig overhovedet noget? Kan du bruge mig til noget? Skal jeg gå væk? Nu?
Dine ord. De har alle deres egen betydning. Hver sin klang. Men hvordan skal jeg tolke dem? HVad err deres ladning? Positiv? Neutral? Eller måske negativ? Jeg har hørt ordene før. Jeg genkender dem. Men jeg hører ikke det, du siger. Jeg vil ikke høre dine ord. Jeg vil ikke tro dine ord. De ord er forbudte. Forbudte ord. Med nål og tråd lukker jeg dit o-formede hul. Ikke mere, ikke mere. Jeg vil ikke høre dine ord. De er forkerte.
De er ikke, som jeg vil dem.
Ord. De bliver til sætninger. De har hver deres mening hver for sig, men en ny når de er sammen. De ændrer sig efter ongivelserne. Et ord har sin mening, men sammen med andre ord har det en ny mening. En ny betydning. Og lægger man så lige omgivelserne oven i, så skabes der endnu en ny betydning.
Ord. De er drilske. De giver glæde, de giver irritation. De giver sorg.
Ord, der flyder ud. Jeg har hørt dem før. Mange af dem bruges igen. Om og om. Igen og igen. Ord. Hvad forventer du af mig? Hvad ønsker du jeg skal gøre? Hvor skal jeg gøre af dem? Der er så mange. Der er ikke plads til dem. Hvad er det du vil? Hvad vil du mig? Vil du mig overhovedet noget? Kan du bruge mig til noget? Skal jeg gå væk? Nu?
Dine ord. De har alle deres egen betydning. Hver sin klang. Men hvordan skal jeg tolke dem? HVad err deres ladning? Positiv? Neutral? Eller måske negativ? Jeg har hørt ordene før. Jeg genkender dem. Men jeg hører ikke det, du siger. Jeg vil ikke høre dine ord. Jeg vil ikke tro dine ord. De ord er forbudte. Forbudte ord. Med nål og tråd lukker jeg dit o-formede hul. Ikke mere, ikke mere. Jeg vil ikke høre dine ord. De er forkerte.
De er ikke, som jeg vil dem.
Ord. De bliver til sætninger. De har hver deres mening hver for sig, men en ny når de er sammen. De ændrer sig efter ongivelserne. Et ord har sin mening, men sammen med andre ord har det en ny mening. En ny betydning. Og lægger man så lige omgivelserne oven i, så skabes der endnu en ny betydning.
Ord. De er drilske. De giver glæde, de giver irritation. De giver sorg.
JA - Jeg er vegetar
Jeg blev vegetar engang i september eller oktober 2007, og jeg har holdt det - uden fristelser - lige siden. Det er ikke længe jeg har været vegetar, men allerede nu har jeg store planer om at dette skal være en livslang "tilstand".
Jeg har måttet erfare at langt de fleste laver store øjne når de hører om mine spsievaner. Der er ikke mange der er villige til at acceptere mit valg, men trods det spørger de alligevel om hvorfor jeg dog har valgt noget så tåbeligt. Egentligt gider jeg slet ikke fortælle det til de folk, som allerede inden jeg er gået igang, har besluttet sig for at jeg både er dum og tåbelig. De vil jo alligevel ikke lytte til mine argumenter, så den diskussion føler jeg er spild af min tid. Derfor har jeg gang på gang blot svaret "jamen det er fordi jeg ikke mener dyrenes liv er mindre værdigt end vores", men det er jo slet ikke dækkende nok. Jeg skriver dette i håb om at du, dig som sætter mig i en bås før du har hørt mig, ja for at du evt. (forhåbentligt) kan få et andet synspunkt på mit valg. Jeg accepterer fuldt ud af du spiser kød - det gjorde jeg jo også selv engang. Men jeg vil ikke diskutere med en modpart der ikke lytter. Jeg har hørt dine modargumenter og de lyder som regel på noget i retningen af: "hvad så med planterne, har de ikke et liv?".
Her er mine argumenter:
1. Andres liv er ikke mindre værdigt end mit. Andre defineres som nogen/noget med en bevidsthed. En ko er lige med en hund ? jeg spiser ikke min hund
2. Kødlandbrug forurener meget mere end plantelandbrug: Det kræver mellem 5 og 10 kg dyrket plantefoder at fremstille 1 kg kød, afh. af hvilket dyr vi taler om. hvis vi undlod at spise kød, ville vi ikke behøve at dyrke/kunstgøde og sprøjte så meget. Mht til kunstgødning kan man sagtens dyrke uden, eller med mindre gødning, det giver bare et ringere udbytte. Kunstgødning som er det der bruges mest af, fremstilles pt ikke af husdyrgødning men industrielt/kemisk. Det er energikrævende og f.eks fosfat graves op af fosfatminer og transporteres.
3. Det er sundere. Animalske, mættede fedtsyrer og kolesterol forringer sundheden.
4. Kød er med tiden blevet langt mindre tiltrækkende – det er ulækkert!
5. "For at overleve er man nødt til at slå ihjel, det er et ubehageligt men uundgåeligt livsvilkår". Nej, vi er ikke tunget til at slå ihjel for at overleve (her i Danmark). Vi lever i et samfund, hvor vi har et overskud, der gør, at vi ikke er nødt til at slå ihjel for at leve (nu mindre man medregner høsten af planter under begrebet "at slå ihjel" ) . Energi- og vitaminbehovet kan dækkes ved at sammensætte vegetarkosten rigtigt og evt med nogle vitamintilskud. Og når det kommer til smagen af maden, er der ingen tab hos vegetarer. Man kan sagtnes lave mad der smager godt og er varieret uden kød. Så hvorfor slå ihjel? Hvorfor ikke springe hele diskussionen mht. dyrevelfærd og aflivning af dyr over? I denne del af verden kan vi vælge til og fra på fødevarefronten, og ved at være vegetar undgår jeg at skulle tage (samvittighedsmæssig) stilling til om hvordan dyrene og har levet og hvordan de døde.
6. Meget af det oksekød der for tiden ligger på hylderne i butikkerne kommer fra Brasilien. Så længe vi importerer dette, har man i Brasilien en grund til at rydde regnskov til græsning.
7. Jeg spiser ikke fisk, da fisk (og rejer) fra fiskeopdræt ikke er godt økologisk set, da disse fodres med foder fremstillet af vildtfangne fisk. (stort spild - også til energi til fangsten).
8. Som vegetar kommer man ikke til at mangle de essentielle aminosyrer (som mange tror). Man skal blot spise varieret af især korn, bønner, ærter, nødder m.m.
10. Alkærlighed og respekt for naturlige livsprocesser. Det er ikke muligt at leve uden overhovedet at gøre skade på andet liv (og her menes der grønsager m.m.), men man kan gøre sit bedste (som jeg), i stedet for blot at give op. Æbletræets livsprocess ender ikke ved at jeg spiser et æble, men det gør koens, hvis jeg spiser en bøf (men ikke hvis jeg drikker et glas mælk)
11. Jeg undgår at medvirke til drab på dyr.
12. Hvis alle var vegetarer (jeg er selvfølgelig opmærksom på at dette ikke er muligt, men en er bedre end ingen), så kunne jorden brødføde langt flere mennesker, end der kommer som følge af befolkningseksplotionen. Det er meget ineffektivt at lade svinene spise kornet, for derefter at spise svinet.
13. Mennesket er fysiologisk bygget til vegetarisk kost: tænderne er typiske for planteædere, og tarmen er lang. Rovdyr er kendetegnet ved en kort tarm, hvorved der er kortere tid mellem input og output. Spiser en planteæder kød, dannes der forrådnelse og giftstoffer i tarmen, fordi passagen tager væsentlig længere tid.
14.Man slipper for problemer med, og tillige diskussionerne om, kræftfremkaldende hormoner i amerikanske bøffer, kogalskab i britiske ditto og salmonella i kyllinger.
15. Som vegetar er jeg med til at gøre jagt usmart - jage dyr for sjov??
16. Ved at spise en føde, der medgår i den nedereste del af døekæden, undgår jeg at indtage alle de giftstoffer der ophobes i dyrene.
17. Som vegetar medvirker man til at mindske landbrugets og miljøets gylleproblemer.
18. Vegetarisme er udtryk for medlidenhedsevne over for dyr.
19. Da vegetarisme er væsentlig sundere end kødspisning, kunne samfundet spare store summer på sygdomsbekæmpelse, hvis en stor del af befolkningen blev vegetarer. Det er bedre at forebygge end at helbrede.
Jeg har måttet erfare at langt de fleste laver store øjne når de hører om mine spsievaner. Der er ikke mange der er villige til at acceptere mit valg, men trods det spørger de alligevel om hvorfor jeg dog har valgt noget så tåbeligt. Egentligt gider jeg slet ikke fortælle det til de folk, som allerede inden jeg er gået igang, har besluttet sig for at jeg både er dum og tåbelig. De vil jo alligevel ikke lytte til mine argumenter, så den diskussion føler jeg er spild af min tid. Derfor har jeg gang på gang blot svaret "jamen det er fordi jeg ikke mener dyrenes liv er mindre værdigt end vores", men det er jo slet ikke dækkende nok. Jeg skriver dette i håb om at du, dig som sætter mig i en bås før du har hørt mig, ja for at du evt. (forhåbentligt) kan få et andet synspunkt på mit valg. Jeg accepterer fuldt ud af du spiser kød - det gjorde jeg jo også selv engang. Men jeg vil ikke diskutere med en modpart der ikke lytter. Jeg har hørt dine modargumenter og de lyder som regel på noget i retningen af: "hvad så med planterne, har de ikke et liv?".
Her er mine argumenter:
1. Andres liv er ikke mindre værdigt end mit. Andre defineres som nogen/noget med en bevidsthed. En ko er lige med en hund ? jeg spiser ikke min hund
2. Kødlandbrug forurener meget mere end plantelandbrug: Det kræver mellem 5 og 10 kg dyrket plantefoder at fremstille 1 kg kød, afh. af hvilket dyr vi taler om. hvis vi undlod at spise kød, ville vi ikke behøve at dyrke/kunstgøde og sprøjte så meget. Mht til kunstgødning kan man sagtens dyrke uden, eller med mindre gødning, det giver bare et ringere udbytte. Kunstgødning som er det der bruges mest af, fremstilles pt ikke af husdyrgødning men industrielt/kemisk. Det er energikrævende og f.eks fosfat graves op af fosfatminer og transporteres.
3. Det er sundere. Animalske, mættede fedtsyrer og kolesterol forringer sundheden.
4. Kød er med tiden blevet langt mindre tiltrækkende – det er ulækkert!
5. "For at overleve er man nødt til at slå ihjel, det er et ubehageligt men uundgåeligt livsvilkår". Nej, vi er ikke tunget til at slå ihjel for at overleve (her i Danmark). Vi lever i et samfund, hvor vi har et overskud, der gør, at vi ikke er nødt til at slå ihjel for at leve (nu mindre man medregner høsten af planter under begrebet "at slå ihjel" ) . Energi- og vitaminbehovet kan dækkes ved at sammensætte vegetarkosten rigtigt og evt med nogle vitamintilskud. Og når det kommer til smagen af maden, er der ingen tab hos vegetarer. Man kan sagtnes lave mad der smager godt og er varieret uden kød. Så hvorfor slå ihjel? Hvorfor ikke springe hele diskussionen mht. dyrevelfærd og aflivning af dyr over? I denne del af verden kan vi vælge til og fra på fødevarefronten, og ved at være vegetar undgår jeg at skulle tage (samvittighedsmæssig) stilling til om hvordan dyrene og har levet og hvordan de døde.
6. Meget af det oksekød der for tiden ligger på hylderne i butikkerne kommer fra Brasilien. Så længe vi importerer dette, har man i Brasilien en grund til at rydde regnskov til græsning.
7. Jeg spiser ikke fisk, da fisk (og rejer) fra fiskeopdræt ikke er godt økologisk set, da disse fodres med foder fremstillet af vildtfangne fisk. (stort spild - også til energi til fangsten).
8. Som vegetar kommer man ikke til at mangle de essentielle aminosyrer (som mange tror). Man skal blot spise varieret af især korn, bønner, ærter, nødder m.m.
10. Alkærlighed og respekt for naturlige livsprocesser. Det er ikke muligt at leve uden overhovedet at gøre skade på andet liv (og her menes der grønsager m.m.), men man kan gøre sit bedste (som jeg), i stedet for blot at give op. Æbletræets livsprocess ender ikke ved at jeg spiser et æble, men det gør koens, hvis jeg spiser en bøf (men ikke hvis jeg drikker et glas mælk)
11. Jeg undgår at medvirke til drab på dyr.
12. Hvis alle var vegetarer (jeg er selvfølgelig opmærksom på at dette ikke er muligt, men en er bedre end ingen), så kunne jorden brødføde langt flere mennesker, end der kommer som følge af befolkningseksplotionen. Det er meget ineffektivt at lade svinene spise kornet, for derefter at spise svinet.
13. Mennesket er fysiologisk bygget til vegetarisk kost: tænderne er typiske for planteædere, og tarmen er lang. Rovdyr er kendetegnet ved en kort tarm, hvorved der er kortere tid mellem input og output. Spiser en planteæder kød, dannes der forrådnelse og giftstoffer i tarmen, fordi passagen tager væsentlig længere tid.
14.Man slipper for problemer med, og tillige diskussionerne om, kræftfremkaldende hormoner i amerikanske bøffer, kogalskab i britiske ditto og salmonella i kyllinger.
15. Som vegetar er jeg med til at gøre jagt usmart - jage dyr for sjov??
16. Ved at spise en føde, der medgår i den nedereste del af døekæden, undgår jeg at indtage alle de giftstoffer der ophobes i dyrene.
17. Som vegetar medvirker man til at mindske landbrugets og miljøets gylleproblemer.
18. Vegetarisme er udtryk for medlidenhedsevne over for dyr.
19. Da vegetarisme er væsentlig sundere end kødspisning, kunne samfundet spare store summer på sygdomsbekæmpelse, hvis en stor del af befolkningen blev vegetarer. Det er bedre at forebygge end at helbrede.
Julekalendere
I kender det. Det er november. Slutningen af november. Hvad er det største problem? Du har endnu ikke fået købt en julekalender. Gaverne skal jo alligevel først bruges 24 dage inde i måneden, men chokoladejulekalenderen. Det er allerede den 1. december der er brug for den. Om man er 5 år eller 31½, man skal have den julekalender. Der er da heller ikke nogen der kan finde ud af at holde de forbandede låger lukkede til den rette dag.
I kender følelsen. Det er jul. Du må bare have noget chokolade. Duften af brændte mandlæer hænger tungt i luften hvorend du går. Chokolade. Det er et must.
En chokoladejulekalender er vel egentligt en fantastisk ing. Det er en slags reserve til når man løber tør for slik og er ved at dø af den dér forbandede lyst. Lyst til slik. I kender det.
Det er tid. Tid til at åbne den første låge. Det lort! Man kan bruge 100 år på at finde dne forbandede låge. Og der er ingen der rigtig ved hvorfor fabrikken har valgt at smide lågener så tilfældigt på pakken. Ingen. Det kan bringe stor forundring. Virkelig. Hvorfor ligger nr. 1 i bunden når nr. 2 er i toppen?
I kender det jo. En travl dag, du skal bare have dit stykke chokolade. For har jo fortjent det. På en eller anden måde. 5 eller 31½, man må have det chokolade. Det redder dagen. Det er ligesom det søde til at klare dagen på. I kender det. Virkelig. Det er jul. December. Julesangene hænger tung om ørerne. Børn der tigger. Kulden der bider dig i fingrene. Mænd og koner der kommer vraklende med de store pakker indviklet i gavepapir der oftest forestiller en form for livguarde. Så rødt. Det betyder kærlighed. Så nu vil de squ også have at gaver skla betyde kærlighed? Jeg troede egentligt vare det hele handlede om grådighed. Man vil ha'. Julekalendere. Det er sgu en underlig opfindelse. Hvem får sådan en idé? Yes! Jeg har det! Nu vil jeg drive hele verden til vanvid. De går der med deres vinterdeppressioner, men skal de gå ud over børnene? Næh. De skal have noget at tygge på. De skal give deres forældre noget andet at tænke på med deres indsmurte chokolade fingre og deres evige plapren om den største og bedste chokoladejulekalender. De skal rigtig nok give deres forældre noget andet at tænke på. I kender det. De børn de kan virkelig. Virkelig. Mor giv mig en chokoladejulekalender. De bæster. Men vi elsker dem alligevel. Vi køber store pakker med en lille livguarde på. Rødt papir. Det betyder kærlighed. De bæster. I kender det. Den stressede årstid. Vi skal nå dit og vi skal nå dat. Men momor, tag en chiller og grib fat om chokoladejulekalenderen. I kender det, det er afstressende. Du får noget andet at tænke på. Du har verden i din hule hånd. I kender det. Ja, lækker chokolade. Velduftende og brunt. I kender det. Man tygger på det. Så kommer smagen rigtig frem. Først er den hård, så bliver dne blød som nougat, og så forsvinder den og går i ét med dit mundvand. Du sluger. Smagen sidder der stadig. Mere vil have mere, jeg citerer Natasja. DU kan ikke nøjes med at smage på glasuren. Nej mere vil have mere. Mere vil have kagen. Du vil have kagen. Du vil have mere. Du vil have chokoladejulekalenderen.
I kender det. Det starter med et stykke, og før man ve daf det ahr man squ spist hele kalenderen. Ja, og hvis det går rigtig galt ender man med at sidde og tygge i pappet. I kender det. Vi mennesker er syge i hovedet. Men jeg hylder nu tadig manden der opfandt chokoladejulekalenderen. Han opnåede det vi alle søger efter. Han drev verden til vanvid. Han gav børnene noget koncentere sig om. Han gjorde folk grådige. Han afstressede folk. HGan fik det barnlige frem i de voksne. Han gjorde det. Det vi alle drømmer om. Han drev verden til vanvid - Hold kæft hvor er det gennemtænkt.
I kender det. Julen. Det er et vanvid. Chokoladejulekalenderen er blot til for at sætte enæmning for deppressionerne. I kender det. I har dem alle. Jeg har set jer. I går rundt med jeres kæmpe pakker. De er indviklet i rødt gavepapir med en lille livguarde som maskot. De er store. I kender det. Der går I rundt med jeres gaver. Stressede over økonomi og tidspres.
Manden der skabte chokoladejulekalendere er jo genial. Men han lavede én fejl. I hans forsøg på at afstresse jer, glemte han alt om hvor meget mennesker holder af orden. I stedet klasjkede han nogle numre på kalenderen hvor det behagede ham. I kender det, de er der bare. Det er skide stressende. Og så på en travl dag. Men manden er alligevel genial. Han drev verden til vanvid.
I kender følelsen. Det er jul. Du må bare have noget chokolade. Duften af brændte mandlæer hænger tungt i luften hvorend du går. Chokolade. Det er et must.
En chokoladejulekalender er vel egentligt en fantastisk ing. Det er en slags reserve til når man løber tør for slik og er ved at dø af den dér forbandede lyst. Lyst til slik. I kender det.
Det er tid. Tid til at åbne den første låge. Det lort! Man kan bruge 100 år på at finde dne forbandede låge. Og der er ingen der rigtig ved hvorfor fabrikken har valgt at smide lågener så tilfældigt på pakken. Ingen. Det kan bringe stor forundring. Virkelig. Hvorfor ligger nr. 1 i bunden når nr. 2 er i toppen?
I kender det jo. En travl dag, du skal bare have dit stykke chokolade. For har jo fortjent det. På en eller anden måde. 5 eller 31½, man må have det chokolade. Det redder dagen. Det er ligesom det søde til at klare dagen på. I kender det. Virkelig. Det er jul. December. Julesangene hænger tung om ørerne. Børn der tigger. Kulden der bider dig i fingrene. Mænd og koner der kommer vraklende med de store pakker indviklet i gavepapir der oftest forestiller en form for livguarde. Så rødt. Det betyder kærlighed. Så nu vil de squ også have at gaver skla betyde kærlighed? Jeg troede egentligt vare det hele handlede om grådighed. Man vil ha'. Julekalendere. Det er sgu en underlig opfindelse. Hvem får sådan en idé? Yes! Jeg har det! Nu vil jeg drive hele verden til vanvid. De går der med deres vinterdeppressioner, men skal de gå ud over børnene? Næh. De skal have noget at tygge på. De skal give deres forældre noget andet at tænke på med deres indsmurte chokolade fingre og deres evige plapren om den største og bedste chokoladejulekalender. De skal rigtig nok give deres forældre noget andet at tænke på. I kender det. De børn de kan virkelig. Virkelig. Mor giv mig en chokoladejulekalender. De bæster. Men vi elsker dem alligevel. Vi køber store pakker med en lille livguarde på. Rødt papir. Det betyder kærlighed. De bæster. I kender det. Den stressede årstid. Vi skal nå dit og vi skal nå dat. Men momor, tag en chiller og grib fat om chokoladejulekalenderen. I kender det, det er afstressende. Du får noget andet at tænke på. Du har verden i din hule hånd. I kender det. Ja, lækker chokolade. Velduftende og brunt. I kender det. Man tygger på det. Så kommer smagen rigtig frem. Først er den hård, så bliver dne blød som nougat, og så forsvinder den og går i ét med dit mundvand. Du sluger. Smagen sidder der stadig. Mere vil have mere, jeg citerer Natasja. DU kan ikke nøjes med at smage på glasuren. Nej mere vil have mere. Mere vil have kagen. Du vil have kagen. Du vil have mere. Du vil have chokoladejulekalenderen.
I kender det. Det starter med et stykke, og før man ve daf det ahr man squ spist hele kalenderen. Ja, og hvis det går rigtig galt ender man med at sidde og tygge i pappet. I kender det. Vi mennesker er syge i hovedet. Men jeg hylder nu tadig manden der opfandt chokoladejulekalenderen. Han opnåede det vi alle søger efter. Han drev verden til vanvid. Han gav børnene noget koncentere sig om. Han gjorde folk grådige. Han afstressede folk. HGan fik det barnlige frem i de voksne. Han gjorde det. Det vi alle drømmer om. Han drev verden til vanvid - Hold kæft hvor er det gennemtænkt.
I kender det. Julen. Det er et vanvid. Chokoladejulekalenderen er blot til for at sætte enæmning for deppressionerne. I kender det. I har dem alle. Jeg har set jer. I går rundt med jeres kæmpe pakker. De er indviklet i rødt gavepapir med en lille livguarde som maskot. De er store. I kender det. Der går I rundt med jeres gaver. Stressede over økonomi og tidspres.
Manden der skabte chokoladejulekalendere er jo genial. Men han lavede én fejl. I hans forsøg på at afstresse jer, glemte han alt om hvor meget mennesker holder af orden. I stedet klasjkede han nogle numre på kalenderen hvor det behagede ham. I kender det, de er der bare. Det er skide stressende. Og så på en travl dag. Men manden er alligevel genial. Han drev verden til vanvid.
Abonner på:
Opslag (Atom)
