Et liv

Jeg er pige. Måske en kvinde, jeg ved det egentligt ikke. Jeg er faktisk også ligeglad. Det er ikke relevant. Jeg bor i Danmark. Et land fyldt med ulighed, racisme og uretfærdighed. En gang om måneden forvandles jeg til et monster. Det kaldes præmenstruel, og det er egentligt ikke et valg jeg selv har truffet. Monstret skriger, monstret tuder og monstret er ond. Når monster-ugen er omme, er jeg irriteret. Fem gange om dagen stormer jeg ud på nærmeste toilet for at smadre miljøet lidt mere med det vat, som jeg smider ud – for så at stoppe noget nyt vat ind.
Jeg er høj. Meget høj. 1.87. Jeg hader det. Jeg har altid været høj – den højeste. Folk synes det er sjovt – og underligt og grimt. Jeg blev mobbet med min højde det meste af min skoletid, stankelben. Forbandede højde.
Hver morgen når jeg vågner, er jeg sur. Jeg er stresset, jeg er sur. Klokken syv dut. Nej, ti minutter over syv. Jeg er træt, jeg gider ikke. Hver dag det samme. Op klokken syv, tøj på, morgenmad, af sted 8.03, kysser kæresten farvel, tager bussen 8.08, i skole klokken 8.23, time klokken 8.30, kedelige fag, spændende fag, glade lærere, sure lærere, træthed, bus klokken tre, hjemme klokken 15.18. Det samme – hver dag. Spise, lektier, tv, spise, regninger, lektier, aflevering, sove. Hver dag.
Jeg pjækker en del. Det er for dumt, men jeg keder mig i skolen. Ikke at jeg ikke lærer noget. Samfundsfag er godt. Naturgeografi er langtrukkent. Matematik er det bedste. Engelsk er kedeligt og for let. Oldtidskundskab er langtrukkent. Idræt er svært. Historie er kedeligt. Og dansk. Jeg plejede at elske det. Det var mit yndlingsfag, helt op til 2.g. Så skiftede jeg gymnasium, fik en ny lærer, tog 2.g igen. Indtil da hed det 10-taller i lange baner. Altid hånden oppe og klar med et svar. Nu hedder det røvkedelig lærer, 4-taller. Ja, selv afleveringerne, som i øvrigt er fuldstændig som dem, jeg lavede første gang jeg gik i 2.g. So.
Jeg spiser ikke kød. Jeg drikker ikke mælk. Jeg spiser ikke æg. Jeg spiser slet ikke noget animalsk. Hver gang jeg skal købe et produkt i supermarkedet, tjekker jeg for de 40-50 animalske E-numre, som varen kunne indeholde. Folk bliver irriteret. Ikke over noget jeg siger, men over mit valg. De kan ikke lide normbrydere. De vil diskutere. Hver dag, hele tiden. Hvorfor spiser du ikke kød? Det er naturligt. Jeg har aldrig bedt om en debat, men jeg skal nok knuse deres argumenter, hvis de ønsker det.
Jeg elsker egentligt ikke dyr, jeg mener bare, der skal være lige så meget plads til dem som til os. De kan ikke snakke for dem selv. De kan ikke sige: Det gør ondt. Hvorfor gør I det her imod mig? Det er faktisk ikke rart at stå så tæt på andre dyr. Dette er ikke naturligt. Jeg har også følelser.
Jeg går ind for menneskerettigheder, som jeg går ind for dyrerettigheder (bemærk: dyrerettigheder er et så sjældent begreb at min Word-ordbog ikke kender det). Men dette forstår de fleste. Selvfølgelig kun så længe der er tale om at hende i Zimbabwe skal have samme rettigheder som mig. Når det kommer til Coca Cola og Nestlé, så tror folk ikke på verdens grumhed mere. Nej, det kan da ikke passe. Så ville Danmark i hvert fald ikke støtte dem. Sådan noget sker ikke. Fint vend det blinde øje til, men jeg gør det ikke.
Jeg har piercinger, og nogle gange har jeg underligt hår. Debat, debat, debat. Jeg har stærke holdninger, hvor plads til alle er det vigtigste. Jeg er en normbryder. Folk vil diskutere. Om alt, alle mine holdninger.
Jeg flyttede hjemme fra få måneder efter min 18-års fødselsdag. Mine forældre mente, det var dumt – jeg mente, det var rigtigt. Man vokser med det. Man begynder at forstå. Regninger strømmer ind i lange baner, pungens manglende indhold trykker på hverdagen, det er til at mærke. Busbøderne er de værste. Men det er sgu ikke så slemt. Jeg kan godt lide at være pige/dame/kvinde – whatever! Tøjmulighederne er meget større, før jeg blev 18 tjekkede dørmændene ikke mit ID (hvis jeg først var kommet ind) – alene fordi jeg er en pige. Og menstruation er jo ikke så slemt. Slet ikke når man tænker over, hvad den er til for. Jeg vil jo gerne have børn, og så tager jeg sgu gerne nogle monster-uger i mit liv.
Det er ret slemt at være høj. Men jeg kan da stadig passe butikkernes tøj. Og folk fortæller mig da stadig at jeg burde blive model. Måske ender min højde med at være plus?
Og morgenerne. De er slet ikke så slemme. Jeg vågner ved siden af den fyr, jeg elsker. Hvem er så heldig? Og han står op med mig, selvom han slet ikke har nogen grund til det. Han laver morgenmad til mig og hjælper mig med at finde mit tøj, når det er væk. Bedst af alt så ignorerer han når jeg opfører mig som en kælling over for ham. Han går med mig hen til bussen og giver mig det blideste farvelkys. Han fortæller mig, at han elsker mig. Jamen han er jo skøn. Og når jeg kommer hjem fra skole lytter han til alt mit lort. Han er der altid.
Og skolen. Den er da meget bedre (socialt) end den jeg gik på før. Mit nuværende gymnasium ligger nær byen, så folk er ikke sådan nogle bonderøve der bliver fornærmede når jeg ikke spiser kød. Jeg bliver ikke kaldt emo fordi mine gamacher er sorte. Det er sgu et fint gymnasium. Og timerne er slet ikke så slemme, hvis jeg rent faktisk læser mine lektier og følger med. Men min dansklærer fatter stadig ingenting.
Jeg elsker IKKE at spise kød! Det er den bedste beslutning jeg har taget i mit liv. Jeg redder måske ikke verden, men jeg redder omtrent 80 dyr om året, og så er jeg med til at sætte efterspørgslen ned – og dermed udbuddet. Jeg har egentligt ikke det vilde imod at diskutere, hvorvidt det ikke er okay at spise dyr, for det er ikke argumenter eller overbevisning jeg mangler.
Og det er jo ikke fordi det er det værste at boykotte diverse firmaer, bl.a. Coca Cola, Nestlé, Shell, McDonald’s, Israelske produkter osv.. Jeg medvirker jo til noget godt, og det er en rar følelse. Jeg ville ikke være i stand til at gå på McDonald’s med ren samvittighed.
Og fuck da om folk ikke bryder sig om at jeg er en normbryder – er det ikke en del af det? Jeg elsker at være flyttet til Århus. Alt er meget tættere på, især min kæreste. Det er lækkert, man lærer at leve med regningerne.
Livet er ikke så slemt, så tag det med et smil.

Trollsen twins