Uddannelse er penge

Uddannelse. Ud-dannelse. Ud-og-dannes. Dannes-ude. Jo det er vel vældigt fint. Det er det vel… Men hvorfor? Ordets etymologi er mig ligegyldig, men meningen bag ordet har en langt større betydning. Faktisk kontrolleres mit liv af denne betydning. Er det vældigt fint? Er det vældigt fint, at tal på et papir skal styre min fremtid, mit liv? Er det vældigt fint, at min intelligens i øjeblikket skal afgøre hvor jeg ender? Om jeg får en familie, børn osv., som jeg kan forsørge? (For ja, det er vel nye tider, hvor det er begge parters job at skulle forsørge familien!) Om jeg kommer til at bo i et hul eller i luksus? Om jeg hver dag skal overveje om det nu er en god idé at besøge veninden? Om jeg hver dag skal vælge liv frem for social tilfredsstillelse?
Men det er jo det, det er. Det er det, det går ud på. Livet. Man kan ikke bare få det hele serveret på et sølvfad. Ja, gid det var så let. Men hører et bosted ikke ind under menneskerettighederne? Er vi ikke alle født lige, om så vi er født i en rig eller fattig familie? Hvorfor bliver der skelnet mellem rig og fattig? Hvorfor føler vi stadig at det er nødvendigt? Er det ikke tåbeligt at der er forskel på boliger i pris, størrelse og beliggenhed? Men kunne det være anderledes? Nogle gange må man vel bare nøjes.
Men er det at nøjes? Vælger man ikke selv hvad man vil senere hen? Vi kan jo ikke alle være læger og ingeniører. Der skal også være nogen til at sidde bag kassen i supermarkedet, så de kloge hoveder kan få noget benzin til maskinen. Og hvis vi alle var lige kloge, ville der ikke være nogen, der var kloge længere, og dermed ville vi alle igen stå med problemet, om hvem der fortjente de bedste huse osv. Det er ligesom da man barn og legede med barbiedukker. Der var altid en kamp om hvem, der skulle have den smukkeste barbiedukke. En kamp om hvem der skulle være mest populær under legen. Men det er jo noget man gør sig fortjent til. Ligesom man gør sig fortjent til et hus på Strandvejen med overskud til badeferier på de fridage, man har råd til at tage.
Men hvad nu hvis de flotte titler bare ikke tiltaler én? Hvad nu hvis den store drøm er at være rengøringskone? Er det så okay at sige ”nå, jamen så må du jo nøjes”? På et eller andet plan er det vel. Men det kommer an på hvordan man ser på det. Om man virkelig mener tid er lig med penge i dagens samfund. Tid og kræfter på en uddannelse.
Jo, det er da klart man forventer en god sjat mønter i fremtiden, når man som jeg f.eks. planlægger at tage en 7-10 års lang uddannelse. Men er det nu fair? Er det fair at man skal have SÅ mange ekstra goder end andre? Jo man skal da arbejde for pengene, så selvfølgelig fortjener ingeniøren en federe bolig end rengøringskonen, hvis det da er det han/hun vil sætte sine penge i. Men hvad med det sociale liv? Rengøringskonen må arbejde ekstra for at betale huslejen og maden til sine børn og har derfor pludselig ikke tid til at ses så ofte med hverken familien eller vennerne. Og hvis hun så prioriterer, har hun alligevel ikke råd til at besøge vennerne med prisen på transport.
Men vælger man så den anden vej; uddannelsen, ender man alligevel med ikke at have nogen venner at tage ud og besøge. Uddannelse er asocial. Man har ikke tid til at ses med vennerne og pludselig mister man kontakten. Ja, og nu tænker du ”hold da op jeg er veluddannet/godt på vej igennem min uddannelse, og jeg har da stadig venner”. Men tænk én gang til. Jeg har set adskillige eksempler på folk, der pludselig sidder med meget få eller ingen af de første venner de havde. Og bild mig nu ikke ind at der var andre der var mere værd, for det var ikke dem eller dig, der gjorde I mistede kontakten, men jeres manglende sociale liv.
Uddannelse? Ud-dannelse. Ud-og-dannes. Hvis det er det det går ud på, ved jeg ikke hvorvidt jeg er frisk. Hvis ”ud” betyder væk fra venner og det jeg holder af, så står jeg af.