Godmorgen

Godmorgen Danmark, godmorgen. Godmorgen store, firkantede, triste rum, godmorgen. Godmorgen til billederne på væggene, godmorgen til solstrålen, der vil frem bag det mørke gardin. Men det kommer den ikke. Godmorgen.
Jeg sov, før jeg vågnede, og jeg vågnede, efter jeg sov. Det er logik. Logik for borgerligheden.
Jeg har kvalme. Hvilken en dårlig nat. Jeg ryster. Hvilken en dårlig morgen. Mine tanker er ikke tanker, det er billeder, ord og smerte der sammen strømmer rundt i mit lille kranie. De vikler sig sammen til en klump, jeg kan ikke få dem fri. Jeg vil vikle dem ud, jeg kan intet stille op. Godmorgen.
Jeg sad i en bus. En stor bus. Vi var mange mennesker. Festglade mennesker. Folk havde så meget bagage, jeg en mobil og en pung. Det var, hvad jeg skulle bruge. Det var en stor dag. Hvilken ved jeg ikke. Der var larm og latter. Men også glade dage. Jeg var glad. Sms’er strømmede ind på mobilen, søde ord, seje ord, sympatiske ord. Det var kærlighed.
Mine øjne gør ondt. Jeg vil ikke se. Jeg vil ikke vågne. Lad mig blive i drømmene. Ikke fordi de er meget bedre, men virkeligheden gør ondt. Godmorgen.
Bussen slingrede derudaf. Latter. Jeg kunne mærke der var noget galt. Jeg sagde det. Jeg sagde, at jeg troede, der snart ville ske noget slemt. Øjeblikket efter så jeg et kæmpe hul. Bussen kørte imod det. Folk var stadig glade. Jeg sagde til dem, at jeg troede det ville gå galt. Jeg var urolig. Latter.
Bussen kørte mod hullet, som var det naturligt. Med et kæmpe brag vendte hele monstret sig 90 grader nedad. Jeg skreg: ”jeg vidste det, jeg vidste det, vi skal alle dø”. Der var ingen, der hørte det. Latter blev til skrig. Panik. Vi væltede alle ned mod forruden. Oven på hinanden. Som en klump. Billeder, ord, smerte. Det hele gik så hurtigt. Jeg kunne ikke rigtig gøre noget. Men jeg måtte. Jeg var nødt til at fortælle ham, at jeg elskede ham. Han skulle vide det.
Min mund er tør, men den smager stadig værre end den sandkasse, katten pisser i. Mine tænder er svage. Det er morgen.
Bussen væltede ned ad bakken. Jeg holdt stramt fast om min mobil og pung. Forsøgte at hive mobilen til mig. Men jeg kunne ikke. Tyngdekræften kæmpede imod. Den mod mine bitte små arme. Det hele på så kort tid. Jorden lavet af sand, var lige for næsen af os. Jeg lå anden nederst. En bus fyldt med mennesker. Jeg havde ikke tid til at tænke på smerte. Jeg måtte fortælle ham, at jeg elskede ham. Bussen ramte sandet med et brag. Der var helt stille. Ingen sagde noget. Vi troede alle, vi skulle dø. Undtagen buschaufføren, hun var helt rolig.
Jeg har ikke sovet godt i nat. Jeg vågnede flere gange. Sms. Tonens høje skingren og min nysgerrighed vækkede mig. Men det gjorde kun ondt. Dagen derpå blev kun det mere ødelagt – hvorfor kunne jeg ikke bare sove videre? Godmorgen.
Bussen ruder flækkedes, splintredes imod sandbunden. Men det gav ingen lyd. Kun tanken om, at jeg ikke fik det sagt, var at høre i mit hoved. Pludselig var det hele stille. Helt stille. Bussen stod stille. Alle levede. Den havde gravet sig et stykkede ned i jorden, men vi holdt vejret. Vi gravede os op og fik bussen rettet. Så kørte vi videre mod målet. Ja tak, godmorgen.
Jeg sov elendigt. Jeg savnede ham. Jeg ville jo bare gerne ses. Men hans konstante udsættelser gjorde ondt. Gravede i maven, gav mig en følelse af tilsidesættelse. Godmorgen.
Jeg ville fortælle ham det hele, beskrive hele begivenheden. Et eller andet sted var det jo stort. Den slags sker ikke hver dag. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke skrive. Jeg kunne ikke ringe. Jeg måtte vente til ankomst. Der hvor han var.
Han blev så vred på mig. Jeg blev så ked af det, men skjulte det bag vrede. Nu kan jeg ikke engang huske, hvad der sådan virkelig gjorde mig sur og trist. Men nu skal vi måske slet ikke ses. Godmorgen, sov du godt?
Da vi ankom til festlighederne med bussen, steg alle ud med deres bagage. Jeg skyndte mig hen mod indgangen, jeg måtte finde ham. Alle så ud til, at det var en ganske almindelig begivenhed – hvad foregik der i deres hoveder? VÅGN NU OP!
Jeg var så ked af det. Jeg ville bare sove dagen væk. Hvad skulle jeg ellers lave? Der var kun ét sted, jeg havde lyst til at være – og det var hos ham. Men hans vrede, træthed og irritation på den evige besværlige kæreste fik ham til at sige, at han ikke vidste om han overhovedet havde lyst til at ses dagen derpå. Jeg var ked af det, da jeg vågnede. Godmorgen.
Jeg stormede ind i det store telt, kom igennem køen og frem til en masse uoverskueligheder. Hvor var han? Jeg løb rundt. Over alt. Til sidst fandt jeg ham. Jeg sagde til ham, at jeg havde noget vigtigt at fortælle ham. Jeg ville fortælle ham om begivenheden, om hvor bange jeg havde været. Jeg ville fortælle ham, at jeg troede jeg aldrig skulle se ham igen. Men da jeg kom hen til ham var der intet kram, ingen kys. Min modighed dalede. Jeg kunne ikke fortælle ham det. Hvorfor? Jeg vidste det ikke.
Da jeg vågnede, havde jeg kvalme. Jeg var ked af det. Jeg tænkte på ham. Jeg tænkte på, hvad han mon tænkte. Jeg tænkte på det hele. Jeg tænkte for meget. Godmorgen.
Han kender ikke til begivenheden. Han ved ikke hvad der skete. Han ved ingenting. Jeg ville så gerne fortælle ham det hele, men det kunne jeg ikke. Jeg var angst. Godmorgen.